Unges erfaringer med U-turn
Læs, hvad andre unge mener om vores rådgivning.
Jespers første besøg i rådgivningen:
“Da jeg første gang skulle ind i rådgivningen i U-turn, var jeg nervøs. Jeg vidste ikke, om jeg røg hash nok til at få hjælp. Og jeg vidste ikke, hvordan de ville tage imod mig. Men jeg havde jo ringet og fået en tid, så jeg måtte hellere komme.”
“Jeg gik op og ned af stien foran U-Turn et par gange, inden jeg tog mod til mig og åbnede døren. Først troede jeg næsten, at jeg var gået forkert. Der var nemlig rigtig hyggeligt. Der var stearinlys og sådan noget. Og jeg nåede kun lige ind ad døren, så stod der en fra U-turn og spurgte, om jeg ville have noget at drikke og bad mig om at sætte mig ned og vente et øjeblik. Det var meget rart. “
“Lidt efter kom der en anden fra U-turn. Hun spurgte også, om jeg ville have noget at drikke. Og så bad hun mig om at gå med ind i samtalerummet, hvor vi skulle snakke bare os to. Da vi havde sat os ned i to bløde stole i et lille rum, hvor der også var stearinlys, fortalte hun at jeg var anonym og at hun havde tavshedspligt.”
“Så spurgte hun, hvad jeg kunne tænke mig at tale om. Jeg sagde, at jeg var træt af, at mit liv handlede for meget om at ryge hash, men at jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle gøre for at stoppe med at ryge. Det kunne hun godt forstå. “
“Så snakkede vi om fordelene og ulemperne ved at ryge hash for mig. Og om hvad der ville være anderledes i mit liv, hvis jeg ikke røg hash. Vi snakkede også om mine venner og mine forældre. Og jeg kom frem til nogle forskellige ting, der kunne hjælpe mig med at ryge mindre hash.”
“Jeg skal blandt andet være mere sammen med de venner, der ikke ryger. Og så skal jeg starte på fodboldholdet igen. Til sidst aftalte vi, at jeg kunne komme igen i næste uge og få en snak mere. “
Min oplevelse af u-turn har været fantastisk, som jeg mange gange har sagt, er det min anden familie, alle fire har på hver deres måde hjulpet mig med forskellige ting.
U-turn er for mig også et sted, hvor man kommer hen og får alt den støtte, man har brug for, hvis der ikke er andre, der gør det!
I har hjulpet mig utrolig meget, og personligt er jeg kommet stærkt igen, og har ikke et misbrug mere.
Hvis u-turn ikke havde været der for mig, var jeg stadig langt ude, og jeg er taknemmelig for alle de mennesker, der var der for mig den gang, det var slemt!
Og for mit vedkommende var I der jo også meget for mine forældre og hjalp dem meget med, hvordan de skulle takle mig i den svære tid!
Og det gjorde det til en meget bedre oplevelse !
U-turn skal for alt i verden blive i Horsens og hjælpe alle andre unge på rette vej igen! U-turn længe leve !! SAVNER JER ALLE SAMMEN !!
U-turn, har været min, hvad kan man kalde det?, anden familie, både de andre i daggruppen og de voksne, der var der, har hjulpet mig igennem så meget. Ikke kun et misbrug, men også med rigtig mange almindelige problemer.
Hvis jeg har haft brug for en snak, har u-turn altid stået klar til at gribe mig i faldet. Oven i det, hjalp de mig med at komme på en fantastisk efterskole, for at komme væk fra det miljø, jeg kom fra.
De er alle sammen vidunderlige, når man føler hele verden ramler sammen igen, er de der til at sige “du kan godt!”, og det er meget hjælp i sig selv. De svigter aldrig!
Når man kommer og siger, at man har været hashfri, i to dage, får man et skulderklap, som gør, at man vil fortsætte uden at være påvirket.
Jeg kan ikke takke u-turn nok, for at have taget hånden over mig. De knoklede for, at jeg kom ud af det misbrug, jeg havde.
Mine oplevelser i u-turn, er evige minder, jeg kun kan se tilbage på, med et stort smil :-).